Brug dog dit netværk til innovation! 

Når det kommer til innovation, er det helt centralt, at man formår at tænke ud af boksen og får de ideer, der kan være med til at løfte ens forretning. Innovation er ikke kun de store radikale skift, som sender konkurrenterne på pension i morgen. Den type innovation er både sjælden og uforudsigelig. Du bør i stedet fokusere på alle de små ændringer, I kan lave i hverdagen, som hver især løfter jeres performance med bare 0,2%. For tilsammen kan mange af sådanne små ændringer være med til at give jer det højt ønskede forspring til konkurrenterne.  

Den helt store udfordring ligger i at få ideerne til, hvor man kan lave disse små forbedringer. Nogle gange vil man opleve, at små forandringer kan gøre en kæmpe forskel, og ofte tænker man faktisk ”Hvorfor gjorde vi ikke bare sådan for længe siden?”. 

elmåler.jpg

Jeg havde selv sådan en oplevede for nyligt, da jeg fik udskiftet min elmåler. Før i tiden skulle jeg selv aflæse min måler og opdatere forbruget på nettet. Med jævne mellemrum kom der en medarbejder fra elselskabet, der tjekkede om forbruget nu også stemte med det, jeg havde oplyst. Det er slut nu. Min nye måler har en trådløs forbindelse, så nu kan elselskabet bare køre forbi i en bil og aflæse forbruget for hele opgangen på et øjeblik. Det er en lille og simpel løsning, der ikke ligefrem er revolutionerende. Tænk på hvor mange timer, det sparer? Alt sammen fordi, én eller anden fik en lille idé. Hvad ville det betyde for jeres forretning, hvis I på samme måde kunne lave små simple forbedringer som denne? 

Mange ledere forstår, at evnen til altid at udfordre sin nuværende forretning og lede efter nye løsninger er afgørende for succes på langt sigt. For mange ledere er drømmen nok at have en organisation, der er i stand til at komme på nye ideer, hurtigere end markedet forandrer sig. Derfor er der naturligvis en del ledere, der efterspørger opskriften på, hvordan de bliver gode til innovation. 

Vi kan selvfølgelig ikke sætte en opskrift på innovation. Du kan ikke bare sætte 4 timer af torsdag formiddag, hvor du hælder lidt kreativitet op i en skål, tilføjer tre skefulde input fra kunder, rører godt med sparring fra en kollega og bager det i 45 minutter i din forretningsmodel. Sådan vil innovation aldrig komme til at fungere. Men på den anden side opstår gode ideer heller ikke af sig selv, hvis du læner dig tilbage og kigger ud ad vinduet.  

Hvor kommer de gode ideer så fra? Du kan ikke planlægge dem, og de dukker ikke op af sig selv. Det handler i høj grad om at give dig selv de rette forudsætninger for at finde ideerne. Og et rigtig godt sted at lede, er i krydsfeltet mellem discipliner. Det lyder måske abstrakt, men det behøver det slet ikke at være.  

Det første du er nødt til at anerkende er, at uanset hvor kreativ du prøver at være, er det meget svært at være den første til at finde på noget helt nyt. Det er langt nemmere at lade sig inspirere af andre. Som Picasso sagde: ”Gode kunstnere kopier, fantastiske kunstnere stjæler”. Med det mener jeg ikke, at du skal ansætte en undercover agent og sende ind i konkurrentens maskinrum for at aflure deres metoder. Selv hvis du gjorde det, ville det aldrig bringe jer foran, da I altid ville være et skridt bagefter. Det jeg egentlig mener er, at I skal stjæle ideer fra helt andre industrier og andre discipliner. 

Igennem historien har der været utallige ideer, der er blevet stjålet fra én industri og brugt i en anden. Flere studier har også vist at man kan øge antallet af værdifulde ideer mærkbart ved at blive inspireret af andre industrier - særligt dem, der ligger langt fra ens egen. Her er et par eksempler:  

rulletrappe.jpg
  • Rulletrapper og mineindustrien: En af de største udfordringer med at installere en rulletrappe er, at den ofte skal ind, efter man er færdig med at bygge selve bygningen. Der er naturligvis nogle udfordringer med at manøvre sådan én ind. Et af de selskaber, der installerer rulletrapper, fik på et tidspunkt en ansat, der tidligere havde arbejdet i mineindustrien. Da den nye medarbejder så den daværende proces, blev han dog lettere overrasket over, hvor meget tid og energi, der blev brugt på at beregne den bedste vej ind. I minerne var han vant til at skulle flytte stort udstyr rundt i smalle gange. Til det formål havde han en lasermåler, der på et øjeblik kunne beregne den optimale rute. Det tog ikke lang tid at lære at bruge den samme måler til at installere rulletrapper. 

rooftop.png
  • Entreprenør og sportsudøver: En entreprenørvirksomhed havde nogle udfordringer med at få tømrerne til at bruge det lovpligtige sikkerhedsudstyr, når de skulle lægge tag. Tømrerne brokkede sig over, at udstyret var ubehageligt at have på og for besværligt at koble til og fra hele tiden. Entreprenøren blev overrasket, da en klatrer bød ind med en kreativ løsning. I sportsklatring har man samme behov for hele tiden at koble sig til nye kroge i væggen. Det er der blevet udviklet et effektivt system til, som man nemt kan håndtere, selv hvis man kun hænger i én hånd. Samtidigt er selerne behagelige at have på, så man kan klatre længe uden ubehag. Det var en nem beslutning at købe det system ind til tømrerne, som også begyndte at bruge det.  

bybil.jpg
  • Mobiltelefon til kaffe og bybiler: For år tilbage var et abonnement noget, man havde til sin telefon, TV og internet. I dag er der ingen grænser for, hvilke industrier, der har stjålet denne forretningsmodel. Særligt Spotify har haft stor succes med at sælge musik gennem abonnement frem for, at kunder skal købe hele CD’er. Man kan efterhånden købe abonnement på alt mellem kaffe og bybiler. Seneste har jeg set, at man nu kan få et abonnement på underbukser.  

I disse eksempler kan vi se løsninger, der tages for givet i én industri og kan være med til at gøre en stor forskel i en anden sammenhæng. Det er den slags ideer, du skal på jagt efter. Det kan også være, at der er nogen, der står og mangler en løsning, som du tager for givet i din hverdag. 

Det er derfor min klare anbefaling, at du sørger for jævnligt at krydse veje med folk fra andre industrier og discipliner. Det betyder ikke, at du skal møde dem tilfældigt, men at du sætter tid af til struktureret at sparre om jeres konkrete udfordringer. Det er ikke sikkert, at de kan løse dine udfordringer, men ofte kan de komme med indspark fra vinkler, som du måske ikke har overvejet. De nye vinkler kan blive starten på en helt ny og innovativ rejse.  

Cirkler.png

Du kan med fordel bruge modellen med de tre cirkler her. Beskriv jeres eksisterende forretning ud fra de tre punkter. Overvej så, hvilke muligheder, der ligger i at ændre på bare ét af de tre områder. Diskuter med folk fra andre industrier og discipliner, hvilke ideer, de har til at ændre på et af de områder. 

Et godt sted at lede efter de rigtige mennesker, som du kan sparre med, er i et netværk. Hvis du ikke allerede sidder i et netværk, hvor der sættes tid af til sparring mellem deltagere fra forskellige baggrunde, vil jeg anbefale at gøre dig nogle tanker om, om det ikke ville være en god idé? 

Hvis du mangler noget inspiration til, hvor du kan finde sådan et netværk, har min kollega Kristian Bukalo Jensen skrevet en god artikel om, hvordan du vælger netop dét ledernetværk, der passer til dig. Se mere her.